torsdag den 8. maj 2014

Drivlinje monteret

Påsken bød på en smule kvalitetstid i værkstedet, hvor det lykkedes mig at få lagt motor og gearkasse i. Forinden blev der fyldt olie på motor, gearkasse og differentiale.
Sidstnævnte kvitterede prompte med markere sit territorium på værkstedsgulvet. Æv! :-(
Således blev en ny pakning bestilt, som sidenhen er monteret.

Desuden begyndte jeg så småt at gå smådelene igennem, og reparere eller udskifte det der trænger og i øvrigt shine det hele lidt op. Knofedt, polércreme og maling er kodeordene her.

Drivlinje monteret - 1


Jeg fik efterset tændingen, udskiftet kondensator og kontakter, samt monteret og grovindstillet  - efter at have øvet mig et par gange...
Endvidere blev starter efterset malet og monteret.  Ny benzinpumpe blev monteret.
Montage af generatoren voldte mig lidt problemer, da den ikke er helt original og har en anden længde en den der passer med ophænget. Sidstnævnte er imidlertid blevet tilpasset nu.
Motor - venstre side

Jeg er p.t. igang med at banke rust på udblæsningsmanifolden, hvilket er et temmelig strengt arbejde, da jeg har besluttet mig for, at det ikke må medføre omkostninger. Hvis jeg ikke kan få den pæn ved egen håndkraft, bliver der indkøbt rustfri bananmanifold.
Når udblæsningen er på plads polerer jeg indsugningen op, og begynder at renovere karburatorer.
Så går tiden også imens jeg venter på karosseriet kommer fra maleren...

lørdag den 15. februar 2014

Motor samlet

Så fik jeg endelig samlet motoren igen.
Motor og gearkasse samlet

Det var egentligt ikke meningen, at skille motoren så meget ad som jeg fik gjort, men en bekendt, der har haft mere end en Spitfire motor åbnet, overbeviste mig om det fornuftige i nedenstående kontroller.
Jeg er såmænd også godt tilfreds med, at jeg fik det gjort. Der skulle trods alt skiftes og renoveres enkelte dele.

For det første fik jeg udskiftet glidelejerne på krumtappen (thrustwashers). Det var dog tilstrækkeligt at sætte et par i standard størrelse på. Så nu har jeg ekstra sæt i overstørrelse liggende til en anden gang.
Nye glidelejer klar til montage

Nye glidelejer monteret






















Midterste hovedleje
For det andet fik jeg kontrolleret om hovedlejerne var inden for tolerancerne. Det var de, så dem gjorde jeg så ikke noget ved.
Jeg kontrollerede dog kun midterste og bagerste hovedleje, og da begge så pæne ud og var inden for tolerancerne, fandt jeg ingen grund til at undersøge forreste med den yderlige adskillelse af motoren, som det ville medføre.
Oliepumpe
Endelig fik jeg kontrolleret oliepumpen, der var en lille smule over tolerancerne, men det kunne jeg heldigvis løse ved at slibe lidt af låget med et stykke smergellærred.











'Låg' til oliepumpe


















Udskiftningen af glidelejer og kontrol af bageste leje, betød så også, at det var nødvendigt at afmontere U-huset og udskifte oliepakdåsen. Således gjort.
Bagende af motor, før montage af U-huset med pakdåse 

Med U-huset og bagpladen monteret, fik jeg også kontrolleret svinghjulet for "run-out", og det var også inden for tolerancerne.
Kontrol af "run-out"

Det eneste der står tilbage nu inden at det hele bliver monteret i chassis, er sådan set at få fyldt olie på. Det nåede jeg desværre ikke sidst jeg var i værkstedet, da de to forreste bolte til sumpen drillede. De passede af en eller anden grund ikke længere, hvilket i sig selv er et sandt mysterium. For hvordan kan det nu lade sig gøre, når man passer uhyre på at gemme alle afmonterede dele i navngivne dåser, med henblik på genbrug? Men heldigvis har min far løst problemet i mit fravær, og fået skåret gevind op så et par nye bolte kunne passe. 
Dermed er næste opgave at få fyldt vædsker på og flytte motor tilbage i chassis.

mandag den 20. januar 2014

Kontrol af glidelejer


Efter en ufrivillig lang pause i arbejdet, fik jeg i den forgange weekend lejlighed til at kontrollere glidelejerne og spillerummet i længderetningen af krumtapakslen.

Der er desværre 0,225 mm større bevægelse end tolerancerne foreskriver, så jeg må hellere få bestilt et sortiment af glidelejer og et komplet motorpakningssæt.

Måleur på krumptappen - kontrol af 'end-float'
Men det er jo ikke altsammen så skidt, at det ikke er godt for noget. Da min far havde sumpen af sin NASH i en anden forbindelse, og skulle have den gjort godt ren, så kommer sumpen til Spitfiren med til damprenset og klargøring til maling uden, at jeg skal røre en finger. Herligt!

Sumpen efter afmontering

søndag den 8. september 2013

Motor malet

Så er det meste af motoren og gearkassen, samt koblingshuset blevet malet færdig.
 
 
Motor, venstre side

Motor, højre side
 
 
Motor, set bagfra
Motor, set forfra



Gearkasse og koblingshus



Gearkasse og koblingshus

onsdag den 24. juli 2013

Off topic: Triumph Herald Motor (12/50) til salg

Jeg ligger inde med en komplet Triumph Herald motor

prefix: GD
Postfix HE

Der er tale om et renoveringsprojekt, men da jeg ikke rigtig har brug for den, vil jeg gerne sælge til en Herald ejer.

Herald Motor

Motor klargjort til maling

Efter weekendens strabadser, er det vist på plads med en lille opdatering.

Nu da karosseriet står hos maleren og venter på at blive fint igen, har jeg kastet min opmærksomhed på motor og gearkasse, der, trods mekanisk fin stand, godt kunne trænge til at blive shinet lidt op.

Derfor har jeg pillet stort set alle komponenter af blokken, og renset al skidt og gammel maling af med stålbørste og trekantsskaber. Og det er et rigtig lortearbejde, som tager urimelig lang tid.



Før afmontering og afrensning


Den opmærksomme læser vil måske se, at jeg ikke har taget ventildæksel, topstykke eller bundkar af, men det er dels fordi jeg ville undgå at have for mange åbninger ind til motorens indre mens afrensningen foregår, og dels fordi bundkar og ventildæksel kan renses, slibes og males på maskine efterfølgende. Desuden vil jeg alligevel have bygget topstykket om til at kunne køre på blyfri ved en senere lejlighed.


Glæden ved at kunne lukke kapitlet "motorrens" er stor, og det foreløbige resultatet er da også tilfredsstillende.

For så vidt angår bell-house og gearkasse, så er førstnævnte sendt til sandblæsning, med henblik på en senere håndmaling, og sidstnævnte skal såmænd bare poleres op med lidt autosol, eller lignende.
 
 
Motorblok afrenset, affedtet og grundmalet (..og champagneprop monteret...)

Den anden side

 

 

mandag den 1. juli 2013

Klar til maling!

Karosseriet er nu klar til maling.


Efter halvanden dags arbejde i værkstedet er karosseriet nu klar til at blive sendt til maleren.
Alle komponenter i motorrummet er afmonteret, og de sidste stykker vinyltrim er listet af instrumentbrædt, døre og vinduesramme.


Fronten befriet for komponenter


Som en lille bonus dukkede den originale lak frem fra gemmerne under betrækket på instrumenbræddet. Det er en vældig flot farve, efter min mening, og bestyrker mig kun i min overbevisning om at den igen skal være Royal Blue. Nemlig, ja!

Instrumentbrædt i Royal Blue

Desuden er der boret huller til blinklys, sidespejl, diverse trim og kofangere i de nye pladedele.
Sidstnævnte voldte en del problemer, da man ikke sådan lige kan måle sig til hvor der skal bores. Forskellene i afstanden fra de bedst tænkelige fikspunkter på højre og venstre side er mildest talt temmelig "engelske"... :-S
Hul til 1/4 kofanger

Så nu er det bare at håbe på at maleren ikke holder for lang sommerferie, så jeg kan komme igang med at samle bilen igen.
Men i ventetiden retter jeg min opmærksomhed på en grundig motorvask og maling, samt tre store bunker komponenter og smådele som alle skal renses, vedligeholdes og shines op.
Der er nu nok at tage fat på hele tiden.